Irland



De irske statsbaner har i de seneste år satset massivt på nye togsæt fra japanske Mitsui og koreanske Rotem på de længere distancer, og lokomotivtrukne persontog er en sjældenhed. To sammenkoblede type 22000 trevogns-sæt ses her mellem Kildare og Athy på vej til Waterford.







De nye type 22000 togsæt er leveret som 3- eller 6-vognsenheder, men IE har forsøgsvis ændret sammensætningen, og kører også med 4- og 5-vognssæt. Her er det dog et traditionelt 6-vognssæt der ses mellem Newbridge og Sallins & Naas på vej mod Dublin.







Type 22000-togene er ikke det første IE har købt i Østen. Til brug for DART-togene omkring Dublin (Dublin Area Rapid Transit) har man købt togsæt af type 8500 fra japanske Mitsui. Et togsæt ses her under indkørsel til  Pearse.








Grundstammen i DART-systemet udgøres dog fortsat af togsæt af type 8100 leveret fra tyske LHB tilbage i 80'erne. Et togsæt er her under indkørsel til stationen i Pearse.









På stationen i Galway er et 22000-togsæt netop ankommet fra Dublin Banegårdshallen har kun ét perronspor, så toget til Limerick, bestående af et type 2800-togsæt holder i det fri Type 2800 er også købt i Japan, hos Tokyu Car Corporation.







Type 29000-togsættene derimod, er bygget hos spanske CAF. Et sæt forlader her stationen i Drogheda på vej mod Dublin.










Enkelte lokomotivtrukne persontog køres der dog. Mellem Dublin og Cork anvendes GM-lokomotiver af type 201 sammen med styrevognsstammer. Et tog på vej til Cork ses her mellem Sallins & Naas og Newbridge. Type 22000 har dog overtaget stadig flere tog på strækningen, og de lokomotivtrukne togs dage er nok talte.






Irlands eneste internationale tog er Enterprise-togene mellem Dublin og Belfast i Nordirland. Vognmateriellet tilhører de nordirske baner, mens lokomotiverne er IE type 201. Togene er styrevognsstammer, og et tog ses her i Drogheda på vej mod Dublin.







Godstog er der desværre ikke mange af i Irland, men der er dog nogle enkelte. Der køres et containertog for IWT mellem Dublin og Ballina 6 gange ugentligt og et for DFDS mellem Ballina og Waterford 2 gange ugentligt. Her ses IWT-toget med en type 201 i front mellem Tullamore og Portarlington på vej mod Dublin.






-Og her er en type 071 igang med at oprangere toget i modsat retning på North Wall i Dublin. En del af banegårdens spor anvendes til henstillede personvogne, der er blevet overflødige med indsættelsen af togsæt type 22000 i fjerntrafikken.








Der findes også enkelte bloktog. For Coillte køres tre gange ugentligt fra Ballina og Westport til Waterford med tømmer. En type 071 passerer her en manuelt betjent vejoverkørsel mellem Thomastown og Waterford med et læs tømmer.








En søstermaskine står klar i Waterford med et læs tomme vogne der skal den modsatte vej næste morgen.











En stor del af Irlands kraftværksindustri anvender tørv, der brydes i store dele af landet. Transporten mellem mose og kraftværk sker mange steder med egne smalsporsbaner, og selskabet Bord Na Mona har faktisk et større banenet end de irske statsbaner, målt på kilometer spor. Til gengæld er der ikke just tale om højhastighedsbaner, som det ses på billedet her fra mosen i Shannonbridge.




Sporene flyttes hele tiden, og baneafdelingen har altid travlt. Her er et par arbejdstog parkeret på nogle sidespor i mosen i Shannonbridge.










Der graves imidlertid dybere andre steder i Irland. Selskabet Boliden Tara driver europas største zink mine i nærheden af Navan, og der køres tre daglige tog med zinkmalm til udskibning fra Dublin. Et malmtog passerer her Balbriggan på vej mod Dublin.







Et malmtog ankommer her til North Wall i Dublin, hvorfra toget rangeres på havnen til losning. 071'eren i front har fået de nye farver, populært kaldet "Battleship Grey", og er udstyret med nyt nummer.







Alle billeder er mærket med copyright-mærke. Eftertryk/kopiering er ikke tilladt, men hvis man ønsker at anvende et eller flere af mine billeder, er man meget velkommen til at sende mig en mail. Det gøres fra forsiden, hvor der findes et link i det grønne felt nederst på siden.



Menuen til venstre giver mulighed for at springe mellem de enkelte fotosider, eller at returnere til forsiden.
 

© 2014 www.christianbruun.dk