www.christianbruun.dk
Serbien

Tog til Moskva forlader banegården i Beograd, bestående af vogne fra
Rusland, Ukraine, Tjekkiet og Serbien. Kun den forreste vogn følger med
hele vejen på den næsten 2 døgn lange rejse. Toget trækkes af 444 002,
der tilhører en af de meget talrige serier af licensbyggede
ASEA-lokomotiver.

Et lokaltog klar til afgang fra Beograd, trukket af 441 604. Denne
udgave er gearet til 140 km/t, mens flertallet af maskiner kun er
gearet til 120 km/t.

Nærttrafiktogene
omkring Beograd køres med togsæt af litra 412, bygget
af RVR i Riga. 412 103 står her klar til afgang fra hovedbanegården i
Beograd.

Der køres mange små persontog, med stop ved alle stationer. Et lokaltog
med to vogne holder her i Velika Plana og venter på krydsning.

Der er en omfattende godstrafik i Serbien, der giver god brug for de
mange licensbyggede ASEA-lokomotiver.

Et ankommet eksprestog rangeres væk fra perronen i Beograd. Også dette
trukket af en 441'er, der har sin oprindelse i SJ's litra Rb.

En tungere ASEA-konstruktion er de 6-akslede litra 461, der i
Skandinavien har sit udspring i de norske litra El.15. Disse er
licensbygget i stort tal i Rumænien, og de serbiske baner råder over et
antal af disse. her står 461 107 klar til afgang fra Subotica med et
nattog til Bar i Montenegro.

En søstermaskine, 461 153, er her igang med at oprangere et persontog i
Beograd.

Meget rangerarbejde forestås af de ungarskbyggede 641-lokomotiver. 641
310 er her igang på hovedbanegården i Beograd.

Mere spartanske rangerforhold råder her i Mladenovac, hvor en
traditionel traktor er udstyret med trykluftbremse og skinnehjul.

På de ikke-elektrificerede strækninger er det de amerikanske
GM-lokomotiver der hersker, selvom indsatsen i persontog mere og mere
overtages af motorvogne. 661 124 med to personvogne på krogen ankommer
her til Brvenik på sin vej fra Kraljevo til Zvečan.

661 109 står her klar til afgang med et godstog fra Kraljevo.

Et tungt godstog trukket af GM-lokomotiverne 661 121 og 661 157
arbejder sig vej gennem det kuperede terræn mellem Pirot og Bela
Palanka.

Samme godstog som ovenfor ses her lige syd for Bela Palanka på sin vej
mod Niš.
.

Eksprestog 491, Balkan-Expres, fra Beograd til Istanbul ses her mellem
Bela Palanka og Pirot på banen mellem Niš og den bulgarske
grænse ved Dimitrovgrad.
Toget trækkes af 661 138 og består af en tyrkisk og to serbiske vogne.

De serbiske baner mangler diesellokomotiver, og har indlejet
maskiner fra både SZ, de slovenske baner, og fra ZRS der er
jernbaneselskabet i Republik Srpska, der er en del af
Bosnien-Herzegovina. Indlejede ZRS 661 270 ses her med et sydgående
godstog lige syd for Pirot.

De serbiske baner har i lighed med de kroatiske købt
brugte
Y1-motorvogne i Sverige til erstatning for lokomotivtrukne tog på
sidebanerne. Her er 710 003, der har en fortid som Y1 1339 fanget ved
stationen i St. Vrelo.

Godstog trukket af 444-021, en moderniseret version af type 441, kort
før Donji Ljubes.

Et lokaltog trukket af 441-522 lige før Donji Ljubes.

Kraljevo
station i aftensol. To tidligere svenske Y1-motorvogne er klar med hver
sit tog, mens en 661'er passerer igennem spor 1.

De
serbiske baner har 4 GM-lokomotiver med førerhus i begge ender. De blev
oprindeligt indkøbt til Tito's særlige præsidenttog, men anvendes nu i
almindelig blandet trafik. 666-002 ses her på depotet ved Makiš godsbanegården i
Beograd.

Sidebanerne
har igennem mange år til dels været trafikeret af de såkaldte
"Šinobusi", hvoraf enkelte stadig er i drift. Her er to vogne fanget
mellem Rača og Kuršumlija på banen der engang forbandt Priština og Niš.
Denne bane har været ufarbar syd for Rača siden Natos
bombardementer af Serbien i 1999.
Alle billeder er mærket med copyright-mærke. Eftertryk/kopiering er
ikke tilladt, men hvis man ønsker at anvende et eller flere af mine
billeder, er man meget velkommen til at sende mig en mail. Det gøres
fra forsiden, hvor der findes et link i det grønne felt nederst på
siden.
Menuen til venstre giver mulighed for at springe mellem de enkelte
fotosider, eller at returnere til forsiden.
©
2012
www.christianbruun.dk